Sprødt og med saftig krumme hvor den lækre olivenolie smages


Forberedelse ca. 15 min

Tilberedning ca. 20 min

Hvile- og hæve tid ca. 2 timer


Ingredienser til 4 brød

  • 800 g vand, stuetemperatur
  • 20 g gær
  • 200 g durummel (med til at give smag og den lækre krumme)
  • 800 g hvedemel, helst med et glutenindhold på 12 % / ekstra god bageevne (se proteinindholdet på varedeklarationen)
  • 3 tsk. groft salt
  • 6 spsk. olivenolie (brug måleske og en god olivenolie, så du ikke snyder dig selv)
  • Durummel til bordet (giver en sprød skorpe)


Du skal bruge en skål, eventuel stor plastik beholder med låg, røre ske og bagepapir. - Ikke røremaskine, da du i stedet selv skal ælte og folde dejen. Foldningerne holder på de luftlommer, der dannes i dejen.


Hvis du ikke er så heldig at have bage stål eller pizzasten, så sørg for at varme en bageplade godt op sammen med ovnen. – Ellers skal du naturligvis bruge bage stålet eller pizzastenen. Når brødene kommer ind på bagepladen/bage stålet/pizzapladen, får de et varmeboost, som får dem til at hæve yderligere. Tilsætter du samtidig lidt damp ved at hælde vand i en skål i bunden af ovnen, hæver brødene endnu mere, før de sætter skorpe.


  1. Gæren opløses i vandet. Rør først durum melet i og derefter hvedemelet – Rør med en grydeske. Dæk skålen til og lad den stå på køkkenbordet i 20 minutter. – Den er fedtet!
  2. Med hænderne ælter du salt og olie ind i dejen. Fold dejens sider ind under midten, så den til sidst er glat. Læg den med samlingen nedad i skålen og dæk til i 20 minutter. – Læg mærke til hvor højt dejen går op i skålen, så du kan holde øje med, hvor meget dejen hæver. (Har du en stor plastikbeholder med låg, så brug denne!)
  3. Nu skal der foldes! Dyp hænderne i vand, stik dem ind under dejen og løft op - lige så langt som dejen vil tillade inden den ”knækker” - fold siderne ind under dejen. Drej skålen en kvart omgang og gentag indtil alle sider er foldet ind under dejen. Lad dejen hvile tildækket eller under låg i 20 minutter.
  4. Fold igen som beskrevet ovenfor. Dæk til eller læg låget på skålen og lad dejen hæve i en time.
  5. Imens sætter du en skål ind i bunden af ovnen, og varmer ovnen op til 260 grader (almindelig ovn – ikke varmluft) sammen med pladen/bage stålet/pizzastenen (i nederste tredjedel af ovnen). Det tager ca. 45 minutter, før alt er ordentligt varmt.
  6. Efter en times hæve tid er dejens størrelse i skålen tredoblet. Læg 2 stykker bagepapir på bordet, som du kan lade glide ind på bage stålet.
  7. Når dejen er færdighævet, drysses bordet rundhåndet med durum mel. Lad dejen glide ud af skålen og ned på melet. Fold dejen ind over sig selv en gang, så der nu er durum mel på både top og bund af dejen.
  8. Del dejen i 4 på den lange led. (Så du får 4 lange, smalle brød.) Flyt forsigtigt brødene over på de 2 stykker bagepapir og lad det første stykke bagepapir glide ind på pladen/bage stålet/pizzapladen ved hjælp af en bagespade eller -plade.
  9. Hæld ½ deciliter vand ind i skålen og luk straks ovnlågen. Sænk varmen i ovnen til 240°Efter 5 minutters bagetid åbner du kort ovnlågen, så dampen kan slippe ud.
  10. Bag dine ciabattabrød i alt ca. 20 minutter, til de er gennembagte og sprøde.


Ciabattabrød når det er bedst